Zinfandel

Hvad er Zinfandel?

Zinfandel er en mørk drue, der siden midten af 1800-tallet har været dyrket i Californien, hvor den blev statens uofficielle signaturdrue. Den giver kraftige, frugtdrevne rødvine med høj alkohol og en tydelig krydret tone, som adskiller den fra de fleste andre mørke druer.

I årtier troede man, at Zinfandel var en selvstændig amerikansk drue. DNA-analyser i 1990'erne viste noget andet: den er identisk med italienske Primitivo, og begge stammer fra den kroatiske drue Tribidrag, også kendt som Crljenak Kaštelanski. Samme genetiske materiale, tre navne og tre vinkulturer.

Fra Kroatien til Californien

Druen kom til USA via europæiske planteskoler i første halvdel af 1800-tallet og spredte sig hurtigt under guldfeberen, da efterspørgslen på vin i Californien eksploderede. Den viste sig velegnet til klimaet og gav store, pålidelige udbytter.

Forbudstiden fra 1920 til 1933 kunne have udryddet den, men Zinfandel overlevede, fordi loven tillod husholdninger at lave deres egen vin. Druens tykke skal gjorde den robust nok til at tåle transport med tog på tværs af landet til hjemmeproducenter på østkysten.

I 1970'erne var markedet for kraftig rødvin lille, og mange gamle marker stod til at blive ryddet. Løsningen blev White Zinfandel — en sødlig, lyserød vin lavet ved at trække saften fra skallerne tidligt. Den blev en kommerciel succes og reddede utilsigtet nogle af Californiens ældste vinstokke fra at blive fjernet.

Old vine og hvorfor det betyder noget

Betegnelsen "old vine" er ikke juridisk beskyttet, og enhver må skrive den på etiketten. I praksis bruges den dog mest i områder som Lodi, Sonoma og Contra Costa, hvor der faktisk står vinstokke på 80 til over 120 år.

En gammel vinstok giver færre klaser. Rodnettet og bladmassen skal forsyne en mindre høst, og resultatet er mere koncentreret saft med tykkere skaller — mere farve, mere tannin og mere smag pr. drue. Derfor har old vine-Zinfandel typisk mere fylde end en almindelig Zinfandel i samme prisklasse.

I Contra Costa øst for San Francisco står nogle af de ældste marker i sandjord, som phylloxera-lusen aldrig fik fat i. Det er grunden til, at de overlevede, hvor resten af Californiens gamle vinmarker gik til i slutningen af 1800-tallet.

Sådan smager Zinfandel

Frugten er mørk — brombær, blomme og til tider syltetøjsagtig i de varmeste årgange. Oven på ligger et lag krydderi, hvor sort peber er det mest karakteristiske. Mange producenter bruger amerikansk eg, som tilfører vanilje og dild.

Alkoholen ligger typisk mellem 14 og 16 procent. Zinfandel modner ujævnt, så en enkelt klase kan rumme både overmodne og umodne druer samtidig. Vinmageren må vælge: høstes der tidligt, bliver vinen grøn, høstes der sent, bliver alkoholen høj. De fleste vælger det sidste.

Sammenlignet med italiensk Primitivo er den californiske stil tørrere og mere peberet. Primitivo har ofte lidt restsukker tilbage, hvilket giver den den bløde, runde karakter, danskerne kender.

Hvad er Primitivo?

Primitivo er en mørk drue fra Puglia, hælen på den italienske støvle. Den giver bløde, fyldige rødvine med moden frugt og ofte en antydning af sødme, og den er blevet en af de mest solgte rødvinstyper i Danmark.

Navnet kommer af det italienske primo og hentyder til, at druen modner tidligt — ofte allerede i august, flere uger før de fleste andre sorter. Det er en fordel i Puglias hede, hvor sensommeren kan blive så varm, at druerne brænder af.

Primitivo er den samme drue som californisk Zinfandel. Slægtskabet blev fastslået ved DNA-analyse i 1990'erne, og begge stammer fra kroatiske Tribidrag.

Puglia — fra bulkvin til flaskevin

Puglia var i det meste af 1900-tallet Italiens vinkælder i bogstavelig forstand. Regionen producerede enorme mængder mørk, kraftig vin, som blev sendt nordpå og til Frankrig for at give tynde vine farve og alkohol. Kvaliteten var sjældent formålet.

Det ændrede sig fra 1990'erne, hvor EU-tilskud til at rydde marker paradoksalt nok fik producenterne til at fjerne de dårligste og satse på de bedste. Samtidig begyndte udenlandske indkøbere at efterspørge flaskevin frem for bulk.

I dag er Primitivo di Manduria den mest anerkendte betegnelse. Området ligger omkring byen Manduria i provinsen Taranto, og reglerne stiller krav til både udbytte og alkoholindhold. Der findes også en sød udgave, Primitivo di Manduria Dolce Naturale, hvor gæringen stoppes med restsukker tilbage.

Hvorfor smager den sødere end Zinfandel?

Forskellen ligger ikke i druen, men i klimaet og i vinmagerens valg. Puglia er varmt og tørt, og druerne høstes meget modne med et højt sukkerindhold. Mange producenter standser gæringen, før alt sukkeret er omdannet, så vinen beholder nogle gram restsukker.

Det er ikke nødvendigvis en fejl eller et fordummet valg — det er en stil, der matcher, hvad et stort marked efterspørger. Men det betyder, at to flasker Primitivo kan smage markant forskelligt afhængigt af, hvor tør producenten har valgt at gøre vinen.

Der findes også tørre Primitivo'er. De økologiske producenter og de mere ambitionerede huse laver ofte vine med under to gram restsukker, hvor frugten står frem uden sødmen.

Sådan smager Primitivo

Duften er domineret af mørk, moden frugt: blomme, brombær og ofte en tone af syltetøj. Bruges der nyt egetræ, lægger der sig et lag vanilje og sød krydderi ovenpå.

I munden er vinen rund og fyldig med bløde tanniner og forholdsvis lav syre. Alkoholen ligger typisk på 13,5 til 15 procent. Eftersmagen er middellang med et strejf af lakrids eller kakao.

Det er en vin, der ikke kræver noget af den, der drikker den. Den er lavet til at blive drukket ung, og den er bedst inden for de første to til fire år efter høst.